Loader

Svært at at slippe mobilen?

PAS PÅ DE HÅNDHOLDTE APPARATER

Folketinget har vedtaget nye regler omkring brug af håndholdte kommunikationsredskaber, når man kører bil.

Det betyder, at der i løbet af 2019, vil blive strammet op omkring brug af mobil, navigationsudstyr, tablets og smarture, når man kører bil. Fremover vil det nemlig koste både et klip i kørekortet og en bøde på 1.500 kr., hvis du bliver taget i at bruge mobilen, når du kører bil.

HVAD ER DET NYE I REGLERNE?

Tidligere har det kun været mobilen, der har været omfattet af lovgivningen, men nu er navigationsudstyr, tablets og smarture også omfattet. Det betyder, at du ikke må taste en destination på dit navigationsudstyr, mens du kører. Du må heller ikke tjekke mails på dit smartur eller tablet.

Samtidig bliver der fremadrettet også givet 1 klip i kørekortet, hvis du bliver snuppet i, at bruge de elektroniske apparater. Tidligere har det kun givet en bøde på 1.500 kr., men nu får du både 1 klip og en bøde.

MEN HVORFOR ER DET VIGTIGT?

Det er det for din og dine medtrafikanters sikkerhed. Ca. hver tredje dødsulykke i trafikken, skyldes nemlig uopmærksomhed*. Vidste du f.eks., at hvis du bruger 4 sekunder, på at kigge på din mobil og har øjnene væk fra vejen, så svarer det til, at du har kørt 89 meter, hvis du har haft en fart på 80 km/t. Kører du istedet 110 km/t, så svarer det til, at du har kørt 122 meter i blinde – altså uden at have øjnene på vejen.

HVAD SKER DER, NÅR DU ER UOPMÆRKSOM?

Når man er uopmærksom i trafikken, så er reaktionstiden længere i forhold til, hvis der sker noget på vejen foran eller omkring os. Sidder du f.eks. og skriver en SMS i morgentrafikken, er der større risiko for, at du ikke opdager det, hvis trafikken pludselig går i stå. Når du så at reagere og bremse, inden du rammer den forankørende bil?
Bremselængden bliver nemlig også længere, fordi vi træder senere på bremsen pga. uopmærksomhed. Kort sagt, så bliver vi dårligere til at aflæse, hvad der sker i trafikken når vi er uopmærksomme. Der er også risiko for, at overse vejskilte eller ændringer på den rute vi kører.

*Kilde: https://www.sikkertrafik.dk/raad-og-viden/i-bil/uopmaerksomhed

Top